Klubmodul henter siden
Audition til Team Global Kidz 2026
Vejledning
1. Er det første gang du tilmelder dig? Så skal du oprette en profil her  Opret profil
2. Ellers skal du logge ind for at tilmelde dig.

AUDITION TIL TEAM GLOBAL KIDZ 2026


Elsker du at danse og vil være en del af et stærkt fællesskab? Har du lyst til at udfordre dig selv og udvikle dig inden for dans? Elsker du afro musik, dans og kultur? 
Hvis ja, så er Team Global Kidz lige noget for dig!

Team Global Kidz er for dansere, der ønsker mere end ugentlig undervisning. Her bliver du en del af et ambitiøst crew med fokus på fællesskab, udvikling, shows og konkurrencer. Sammen træner vi målrettet, udfordrer hinanden og skaber uforglemmelige oplevelser både på og uden for scenen.

Fra august 2026 vil crewet blive ledet af de to nye coaches Atif og Iben – en stærk kombination af to dygtige og erfarne dansere og undervisere, der vil hjælpe jer med at udvikle jer – både individuelt og som et stærkt fællesskab.


AUDITION 2026

⟡ Onsdag d. 19. august kl. 16.00-18.00
⟡ I Osramhuset, Lille sal [Valhalsgade 4, 2200 København N]

⟡ Aldersgruppe: 12-16 år

Til auditionen vil der være en fælles workshop hvor du danser med Atif og Iben. Alle skal enten forberede en kort dans på ca. 30 sekunder eller freestyle i ca. 30 sekunder
Derefter vil der være en kort individuel samtale, hvor vi lærer dig bedre at kende og taler om din motivation for at blive en del af crewet.

Tilmelding: send en e-mail til info@globalkidz.dk med navn, alder og en kort beskrivelse af din danseerfaring
Pris: 75 kr. (kan ikke refunderes)
Optagelse: Du får svar hurtigst muligt om du er kommet ind i Team Global Kidz – senest søndag den 23. august. 


OM TEAM GLOBAL KIDZ

Team Global Kidz er et af Danmarks førende afro show- og konkurrencecrew for børn og unge, der startede i 2022. Crewet træner primært forskellige afro-stilarter såsom AzontoAmapianoAfrohouseCupé Decalé, suppleret med Dancehall og andre stilarter.
De har optrådt til en lang række sociale og kulturelle arrangementer bl.a. i GAME StreetMekka, Internationalt Røde Kors, Bilfri Søndag og været med i forestillingen Ungdomsliv. Derudover har de deltaget i battles og konkurrencen Danmark Danser.  

I Team Global Kidz handler det om at dele sin glæde for afrodans med hinanden, være en del af et stærkt fællesskab og udvikle sit talent ved at udfordre sig selv.

I skal være forberedt på at noget af undervisningen foregår på engelsk, da Atif er engelsktalende, og i vil også kunne opleve internationale gæsteundervisere. 

Som danser i crewet kan du forvente:

⟡ Fast træning 2 gange om ugen

⟡ Ekstra træning op til events, shows, m.m.

⟡ At deltage i shows, battles og én konkurrence om året

⟡ At du udvikler dig som danser og performer

⟡ At få nye dansevenner

⟡ Og meget meget mere

Som danser i Team Global Kidz forventer vi:

⟡ At du har danset før og er klar til at udfordre dig selv

⟡ At du kommer til tiden, er påklædt og klar til dans

⟡ At du giver besked til underviseren hvis du er forsinket eller forhindret i at deltage

⟡ At du øver dig derhjemme og møder op klar til at give den gas

⟡ At du hjælper dine holdkammerater, hvis du kan 

⟡ At du har lyst til at blive en del af crewets fællesskab 

⟡ At du er modig og klar på at give den gas!

Faste træninger
⟡ Mandag 18.00-19.30 Iben, Osramhuset Lille sal
⟡ Onsdag 16.30-18.00 Atif, Osramhuset Lille sal

⟡ Crewet har opstart onsdag den 26. august

Der vil være ekstra træninger i weekenden op til konkurrencer, forestillinger m.m. som aftales løbende. 

Pris
 575 kr. pr. måned
Desuden er der udgifter til kostumer,  transport og deltagergebyr m.m. 
Der er mulighed for at søge om kontingentstøtte.



UNDERVISERE

ATIF
Atif, også kendt som Atif the Great, er professionel danser, koreograf, content creator og underviser fra Zanzibar med mange års erfaring på den internationale dansescene. 

Han har arbejdet med nogle af Afrikas største musiknavne, heriblandt Diamond PlatnumzHarmonize, Awilo Longomba og Costa Titch, både som danser, performer og koreograf.

Han har optrådt på store festivaler som Sauti za BusaraZanzibar International Film Festival (ZIFF) og Dance Alps Festival i Østrig, og har desuden vundet en lang række dansekonkurrencer og battles og været dommer. Siden 2020 har Atif drevet sin egen danseskole, Zanzibar Dancing Academy, hvor han underviser og udvikler unge dansere.

Atifs kærlighed til dansen er tydelig og smitter af på alle, der deltager i hans undervisning. Hans timer er mere end bare at lære trin – det er en kæmpe vibe!
Han bringer rytme, kultur og livlig energi ind i lokalet og skaber et rum, hvor folk føler sig frie, selvsikre og dybt forbundet med musikken. Han brænder for at inspirere andre og skabe et trygt og motiverende rum, hvor dansere kan udvikle sig både teknisk og personligt.


IBEN
Iben Vejlsgaard er professionel danser og underviser med mere end 10 års erfaring, hvor hun har specialiseret sig i en bred vifte af afrostilarter. De seneste år har hun særligt fordybet sig i den sydafrikanske dansestil Amapiano, som i dag er en af hendes helt store passioner.

Hun er uddannet danser fra Flow Dance Academy i Paris og er en del af det veletablerede afro-crew Unlocked, der er kendt for sit stærke engagement i afro-dansemiljøet i København. Gennem crewet har hun optrådt med internationale afro-artister som Diamond Platnumz, Babyboy AV, L.A.X og senest Lojay på Roskilde Festival 2026.

Som underviser brænder Iben for at kombinere teknik, kultur og danseglæde. Hun lægger vægt på at give sine elever et stærkt fundament gennem foundations og en kulturel forståelse af de forskellige dansestilarter. Hun udfordrer samtidig sine elever på musikalitet, teknik og kvalitet i bevægelserne - altid i et trygt og motiverende læringsrum. Målet er, at alle går fra timen med større forståelse, mere selvtillid og masser af danseglæde!

Sammen står Atif og Iben i spidsen for Team Global Kidz og deler deres passion, erfaring og kærlighed til dans med den næste generation af dansere.

OM GLOBAL KIDZ


Global Kidz er en forening, der tilbyder undervisning for børn og unge i dans og bevægelse fra alle verdenshjørner. Vi skaber inkluderende positive fællesskaber gennem dansen med diversitetrummelighed og kulturforståelse i fokus. Det gør vi via dansen, som et fælles sprog der bygger bro mellem mennesker og kulturer. 

Global Kidz er en frivillig forening med Socialt Partnerskab med Københavns Kommune. 
Støttet af Københavns Kommune, Nørrebro Lokaludvalg og Foreningen Roskilde Festival


Vi glæder os til at se dig til audition!

Tilmeldte
0 /25
Tilmeldingsfrist
19.08.2026
Tidspunkt
19.08.2026 kl. 16.00 - 19.08.2026 kl. 18.00
Sted
Osramhuset (Lille sal)
Pris
75,00 kr.